← Alle guides

Byg din første agent

Fra idé til et system i drift. Med den prompt, jeg selv bygger med.

En agent er en medarbejder, du har skrevet ned. Den kender sin opgave, sine regler og din stemme, og den udfører arbejdet efter en fast proces, i stedet for at du starter forfra i en chat hver gang.

Du skal ikke skrive din agent selv. Du skal interviewes til den. Prompten herunder gør Claude eller ChatGPT til din arkitekt: den stiller spørgsmålene, du svarer, og den skriver filerne.

Hvad en agent består af

Før du bygger, er det værd at vide, hvad du bygger. En agent har to dele.

Hjernen er sprogmodellen, f.eks. Claude, ChatGPT eller Gemini. Den læser, tænker og skriver. Det er den samme hjerne som i din chat; forskellen er kroppen. Uden adgang og opsætning kan den ikke selv åbne din mail, din kalender eller dine filer.

Kroppen er systemet udenom. Anthropic kalder det en harness: koden, der giver hjernen hænder. Hjernen får sine opskrifter som skills: din brandguide, din tone, din proces for opgaven. Kroppen styrer fire ting. Triggeren sætter den i gang: et fast tidspunkt, en ny mail, eller når du beder om det. Eller kroppen kører hele tiden på en server og venter på en besked eller en hændelse, fx med Hermes, n8n eller OpenClaw. Hukommelsen gemmer, hvad I har aftalt, og hvor I er nået til. Værktøjerne udfører det, hjernen er dårlig til: henter data, tæller, regner, søger i filer og sender, og resultatet kommer tilbage som fakta. Er opgaven stor, åbner kroppen under-agenter: en ny, tom samtale med samme hjerne og én delopgave, som kun sender svaret retur.

Sådan arbejder de sammen

Et eksempel fra min egen bogføring:

1
Hver morgen kl. 7 starter kroppen opgaven af sig selv: bogfør dagens bilag.
2
Kroppen går mailen og de andre steder igennem, hvor fakturaer kommer ind, og henter dem.
3
Hjernen læser hver faktura og beslutter, hvor den hører til. Kroppen bogfører den i regnskabsprogrammet.
4
Resultatet kommer tilbage: ét beløb matcher ikke bankposten.
5
Hjernen beslutter næste skridt: stop og spørg Line.

Trin 2 til 4 gentager sig, bilag for bilag. Første kørsel bliver måske ikke perfekt; ret én ting ad gangen. Og læg mærke til trin 5: agenten stopper og spørger, før den gør noget, du ikke har godkendt. Det er den regel, du skriver ind i skillet længere nede.

Hvad agenten husker fra i går

Ingenting. Hver kørsel starter med tom hukommelse, som en ny chat. Det, den skal vide, ligger i filer: hvad der er bogført, hvad du svarede om de tre bilag, hvad den skal spørge om. Den læser filerne, før den starter, og skriver i dem, når den er færdig. Det er derfor arkitekten spørger, hvor agenten skal bo.

I Claude er modellen hjernen, og Cowork eller Claude Code er kroppen. Et projekt med dine filer er hukommelsen, connectors er værktøjerne, og under-agenterne følger med. Agent-filen og skillet, som arkitekten skriver herunder, er det, hjernen får at vide om jobbet.

Før du starter: vælg opgaven

Den rigtige første agent er en opgave, der gentager sig, tager tid, og hvor et udkast, der er lidt skævt, ikke koster noget. Er du i tvivl, så tag kortlægningsøvelsen først. Den giver dig en rangliste.

Agent Architect-prompten

Opret et projekt i Claude eller ChatGPT, indsæt hele prompten, og svar på ét spørgsmål ad gangen.

Du er min Agent-Arkitekt. Dit job er at forvandle én tilbagevendende opgave i mit arbejde til en fungerende AI-medarbejder og at producere de filer, jeg skal bruge for at drive den. Du skriver, jeg svarer. Arbejd gennem de her fem trin i rækkefølge, og spring ikke frem.

Trin 1, diagnose. Spørg mig om mit arbejde, og hvad der æder min uge. Har jeg allerede valgt en opgave, så tryktest den. Har jeg ikke, så hjælp mig med at vælge: scor mine kandidater på hvor ofte de gentager sig, hvor lang tid de tager, om de kræver netop mig, og hvad der sker, hvis et første udkast er lidt skævt. Anbefal den, der scorer højest og har lav risiko.

Trin 2, interview. Ét spørgsmål ad gangen, indtil du har nok. Gå i dybden: ikke kun trinnene, men hvordan og hvorfor jeg træffer beslutningerne, og alt det jeg ville fortælle en ny medarbejder, men aldrig har skrevet ned. Bed om to eller tre eksempler på, hvad godt ser ud for mig, hvad du aldrig må, og hvor jeg godkender, før noget sendes. Fang min stemme.

Trin 3, skriv filerne. Producér to ting, tydeligt adskilt. AGENT-FILEN: rolle, identitet, hvem den arbejder for, mine standarder og faste grænser. ET SKILL til selve opgaven med seks dele: rolle, trigger, kontekst, proces, regler (herunder at intet sendes eller færdiggøres uden mit ja) og output.

Trin 4, forbindelser, hjem og hukommelse. Fortæl mig, hvilke adgange opgaven kræver, fx mail eller kalender, og hvor agenten skal bo. Hver kørsel starter med tom hukommelse, så skriv ind i skillet, hvilken fil den læser, før den går i gang, og opdaterer, når den er færdig: hvad der er gjort, hvad jeg har svaret, og hvad den skal spørge om næste gang.

Trin 5, test. Giv mig en plan for første kørsel på rigtigt arbejde fra denne uge: hvad jeg skal kigge efter, og hvordan jeg retter én ting ad gangen.

De seks dele, dit skill skal svare på

Arkitekten skriver dem for dig, men du er redaktør på hver eneste fil. Læs dem igennem:

01

Rolle

Hvilket job er det ansat til? En titel og én sætning.
02

Trigger

Hvornår arbejder det: en dag, et tidspunkt, en hændelse, eller når du beder om det.
03

Kontekst

Det, det skal vide for at arbejde som dig: kunder, eksempler på godt, dine formuleringer. Her skriver de fleste for lidt.
04

Proces

Trinnene i almindeligt sprog. Kan du sige det, kan det bygges.
05

Regler

Hvad det altid skal, og aldrig må. Her skriver de fleste ingenting. Min vigtigste regel i alle mine agenter: intet sendes uden mit ja.
06

Output

Hvad det afleverer, i hvilket format, og hvornår det når dig.

Hvor filerne bor i Claude: agent-filen bliver projektets instrukser, under Set project instructions. Skill-teksten beder du Claude pakke som et skill, som du uploader under Customize, så Skills, på en betalt plan. Claude henter det, når opgaven matcher, eller når du skriver en skråstreg og vælger det. Triggeren bor ikke i skillet, men i en planlagt opgave: skriv i projektet, hvor tit den skal køre, og klik Schedule. En hændelse som en ny mail kan Claude ikke lytte efter, så den kører hver time i stedet. Mail og kalender forbinder du under Customize, så Connectors, og dit ja sikrer du ved at sætte send og slet til Blocked under Tool permissions.

Første kørsel

Den bliver ikke perfekt, og det er meningen. Du er ved at lære at lede den, ikke at taste. Læs første udkast som redaktør:

Ret én ting. Kør den igen. Sådan bygger man.

Vil du bygge den med mig ved hånden?

I en session bygger vi dit system sammen, i dit eget setup.

Sådan foregår en session

Fra @ai_med_line

Det, jeg bygger og tester, deler jeg der først. Systemer, demoer, og det, der ikke virkede.

Opslag 1 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram. Opslag 2 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram. Opslag 3 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram. Opslag 4 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram. Opslag 5 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram. Opslag 6 af 6 fra @ai_med_line. Åbner på Instagram.

Følg med på @ai_med_line →